Letlæst, men sent glemt novellesamling om de eksistenser, der har det så svært i vort moderne samfund
Hold kæft, hvor kan den knægt skrive! Han bliver da bare bedre og bedre. Da Tue i forfatterens anden roman, ‘En dag vil vi grine af det’, forlader barndomshjemmet for enden af verdens længste grusvej, tænkte jeg: “Er der mere i den forfatter?”

Han har nu afsløret sig som en fremragende novelleforfatter. Ikke at det kommer helt bag på mig, da de to første romaner var ret fragmentariske i stilen. Men nu er teknikken forfinet, de er absolut superbe.

Som så mange andre fravælger jeg helst noveller, og ‘Tyverier’ havde da også overlevet en Corona-lockdown på to måneder eller mere, ulæst på min bibliotekshylde. Nu skulle den afleveres, men så tænkte jeg at jeg lige skulle kigge i den. Den blev læst næsten i ét hug!

Novellerne er korte og letlæste, miljø og persongalleri ligner ofte det vi kender fra romanerne, men skildringerne er så præcise, skåret helt ind til benet. En ringere forfatter ville have uddybet, udpenslet, men ikke her. Der er ikke et ord for meget, situationerne står knivskarpe, og læseren føler med de sårbare individer.

Titelnovellen starter som en kleptomans bekendelser, men slutter med hvordan forfatteren er en tyv, der stjæler andre folks hemmeligheder.

Næste novelle kunne foregå i Tues barndomshjem. Malthe har Simon med hjem fra skole for at vise ham den samling af beyblades, han er kommet til at prale af at være ejer af. Inter under at Simon hellere vil drikke af sin drikkedunk end tage imod et glas saft fra køleskabet – kage graves ud af aluformen med fingrene, der ligger mugne agurkeskiver i sofaen, og de tilgængelige film er enten børnefilm eller porno. Men mest ynkeligt er Malthes bortforklaringer, når Simon nævner den famøse samling. Og sådan fortsætter historierne til vi kommer til telefonsælgeren, der endelig – på randen af en fyring – endelig får en aftale i stand.

Det lyder åndssvagt, men jeg er så glad for at jeg valgte at kigge i bogen, før jeg afleverede den.

Thomas Korsgaard: Tyverier.
Lindhardt & Ringhof, 2019.139 sider
Omslag: Thomas Joakim

Se også mine anmeldelser af:

Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard
Sørgmunter debutroman om en problematisk opvækst for enden af verdens længste grusvej.

En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard
Bliver alting godt, fordi man kommer til penge og får nye havemøbler? Tilsyneladende ikke. Endnu en stilsikker roman om livet på landet fra sidste års debutant