Thomas Mann skriver en vedkommende historie om den altfortærende, men forbudte kærlighed, og han skriver den uendeligt smukt.

En uskyldig, smuk dreng og en gammel gris – så banalt kunne ‘Døden i Venedig’ beskrives. Men Thomas Mann skriver en vedkommende historie om den altfortærende, men forbudte kærlighed, og han skriver den uendeligt smukt. Både læser og hovedperson ved, at dette går galt, at han skal vende om, at han skal rejse hjem, men han kan ikke rejse, han kan ikke leve uden den elskedes nærvær.

En forårsdag i 19.. ankommer den velestimerede og adlede tyske digter Gustav von Aschenbach til lidoen for at rekreere sig oven på den tyske vinter. Her tiltrækkes han af den 14-årige Tadzio, en polsk dreng der bor på hotellet sammen med sin familie. Drengen er billedskøn, og Aschenbach kan ikke holde blikket fra ham. Fra sin strandstol betragter han ham, nyder de graciøse bevægelser, han følger efter familien på dens udflugter i Venedig, og efterhånden må han erkende, at han er håbløst og uigenkaldeligt forelsket. Han ved, at det er en forbudt følelse, men han lader det glide og opgiver al modstand. Hele hans væren drejer sig om Tadzio, og han føler, at han opnår kontakt med ham, selv om de aldrig veksler et ord.

Under Aschenbachs ophold i Venedig rammes byen af en kolera-epidemi, og trods myndighedernes forsøg på at skjule den af hensyn til turistindustrien, affolkes hotellet lidt efter lidt. Den dag, den polske familie rejser, betragter Aschenbach resigneret Tadzio for sidste gang fra strandstolen, og langsomt vender denne sig om og vinker ad ham. Da Aschenbach vil rejse sig og følge ham, segner han om i stolen – endnu et offer for koleraen.

Thomas Mann’s lille roman fra 1912 tegner et vemodigt tidsbillede af en svunden tid, en tid hvor de højere samfundslag tilbragte ‘sæsonen’ på kursteder, landsteder eller badehoteller. Venedigs lido var et af de mest mondæne steder, hvor man kunne blande sig med ligesindede, dyrke kulturelle interesser ved at bese kirkernes fresker, drikke kaffe på Markuspladsen og dyrke strandlivets glæder fra sit badehus. I denne verden er der ikke plads til homoseksualitet.

Aschenbachs rejse til og ophold i Venedig er fyldt med varsler og advarsler om, hvad der skal komme, og parallelt med sygdommens indtog i byen, beskrives hans forvandling fra den agtede og agtværdige digter og æstet med fuld kontrol over sit liv til den gamle, sminkede udhaler.

Læseren følger hans indre kamp og endelige overgivelse til den fuldendte skønhed, læs her beskrivelsen af hans første møde med Tadzio: “Med undren bemærkede Aschenbach, at drengen var fuldendt skøn. Hans hoved, der var blegt, yndefuldt og undseligt omgivet af honninggule lokker og med en lige næse, en henrivende mund, med et udtryk af mild og guddommelig alvor, mindede om græske billedværker fra den ædleste tid, og trods den reneste fuldkommenhed i formen var det af en så absolut personlig tiltrækningskraft, at beskueren ikke mente at have truffet noget tilsvarende mesterstykke hverken i naturen eller i kunsten.” (p.45).

I 1971 blev ’Døden i Venedig’ filmatiseret af Luchino Visconti. I modsætning til mange andre litterære filmatiseringer er filmen et lige så stort mesterværk som bogen.

Thomas Mann: Døden i Venedig.
1. danske udgave: Gyldendal, 1913. Omslag: Lise-Lotte Holmbäck
Læst udgave: Gyldendal (Søren Gyldendals Klassikere), 2000. 132 sider
Originaludgave: Der Tod in Venedig, 1913. Oversat af Alex Garff.

Anmeldelsen blev først publiceret på Litteratursiden 30. juli 2003