Anmeldelse: Nazisternes sidste tilflugt af Hans Christian Davidsen

nazisternes_sidste_tilflugt_200Historien om hvordan Nazityskland fortsatte med at eksistere i 15 dage efter kapitulationen 8. maj 1945 – i Flensborg.
At Nazityskland fortsatte med at eksistere efter kapitulationen ved kun få, men det ved vi nu meget mere om, takket være kulturredaktør ved Flensborg Avis, Hans Christian Davidsen.
Vi ved, at Hitler inden sit selvmord udnævnte Storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger som Rigspræsident, men det er ikke alment kendt at denne straks tog “Rattenlinie Nord” til Flensborg. Der fandtes to rottelinjer, en mod syd, hvor højtstående nazister håbede på at kunne komme over til Schweiz og derfra i sikkerhed, og en mod Flensborg, for via Danmark at gøre det samme. Det forhindredes dog af tyskernes kapitulation i Danmark, Norge og Holland den 4. maj, og derfor befandt der sig i majdagene 1945 mellem 2000 og 3000 topnazister i Flensborg, blandt andre Heinrich Himmler, Rudolf Höss, Albert Speer og Alfred Jodl.

Politimesteren i Flensborg havde en indbringende Nebengeschäft med at udstede falske identitetspapirer og dermed forvandle højtstående officerer til menige eller bondekarle. Samtidig blev unge soldater der troede krigen var slut, skudt som desertører.

Dönitz og hans ”regering” holdt til på Marineskolen Mürwik (Mørvig) øst for Flensborg Fjord, der udgjorde en lille nazistisk enklave, der bestod indtil den 23. maj 1945.
Hans Christian Davidsen kommer i denne lille, men indholdstunge bog godt rundt om, hvad der kunne betegnes som en fodnote til Anden Verdenskrig, en fodnote måske, men en ganske interessant en.

Bogen kommer også ind på, hvordan Flensborg i dag lever med den del af historien, hvordan højtstående nazister under falsk navn fortsatte i deres profession til langt op i 1950’erne – falsk navn, ja, men alle vidste, at fx den nydelige læge i det pæne hus i velhaverkvarteret ikke var den, han gav sig ud for.
Sidst i bogen diskuteres det, hvordan man forholder sig til historien. Skal nazisternes ophold i Flensborg markeres eller forties?
Bogen er et must ikke bare for historieinteresserede, men også for de, der interesserer sig for grænselandet.
Bogen er rigt illustreret, både med historiske fotos og nutidige fotos taget af forfatteren.

Forfatteren har skrevet og redigeret flere bøger fra grænselandet, de fleste anmeldt her på bloggen:
Danmark syd for grænsen: En kulturguide til Sydslesvig. Hovedland, 2019. 232 sider
Heling og deling. Fortællinger og tekster om genforeningen (red). Hovedland, 2020. 244 sider
Forelsket i Flensborg: Insidertips fra grænsebyen. Hovedland, 2021.
Nolde – maleren der trådte ved siden af. Politikens Forlag, 2021. 254 sider.

Hans Christian Davidsen: Nazisternes sidste tilflugt: maj 1945 i Flensborg – mellem ofre og gerningsmænd.
Hovedland, 2022. 254 sider
Omslag: Svetlana Makarenko

Skriv en kommentar