anmeldt af Anne Grete

I Hans Christian Davidsens fine og meget velskrevne bog om maleren Nolde, bliver myten om Nolde som offer for nazismen  punkteret

Emil Nolde blev født i 1867 i landsbyen Nolde i nærheden af Tønder, dengang tysk område. Efter Genforeningen i 1920 fastholdt Nolde sit danske statsborgerskab, også efter at han og hustruen, Ada, flyttede til Seebüll syd for grænsen, hvilket senere skulle vise sig at være en fordel.

Nolde blev en meget stor maler i Tyskland med sine ekspressionistiske billeder, men ikke alle var begejstrede for hans malerkunst og slet ikke Hitler, som betragtede Noldes billeder som ”svineri”.

Det har altid heddet sig at Nolde blev forfulgt af det nazistiske styre. I 1938 kom en stor del af hans værker med på udstillingen ”Entartete Kunst”, en udstilling af kunst som nazisterne ikke brød sig om, kunst malet af ekspressionistiske og avantgardistiske malere, og især hvis de var malet af jøder. I 1941 fik han forbud mod at male, og myten fortæller, at han derfor gik over til at male akvareller, fordi akvarelmaling ikke lugter så kraftigt som oliemaling, og akvarellerne var ikke så store som malerierne, så de var nemmere at skjule.  En myte som fik næring fra et af hovedværkerne i tysk litteratur efter 2. verdenskrig, Siegfried Lenz’s ’Deutschstunde’ (da: ’Tysktime’).

Efter Tysklands sammenbrud i 1945 blev der tegnet et billede af Nolde som en martyr og som forfulgt kunstner, men er det nu hele sandheden?

Flere forskere har i mange år forsøgt at få adgang til arkiverne på museet i Seebüll, men først med ansættelsen af Christian Ring som leder af museet i 2003, skete der noget. To forskere fik adgang til arkiverne, og de fandt frem til, at Noldes forhold til nazismen var en hel anden end den der var blevet fortalt. Også Hans Christian Davidsen har gået tæt på kilderne.

Nolde var ligesom Ada glødende tilhænger af nazismen, og i 1934 meldte han sig ind i det nordslesvigske nazistparti,. Det kom bl.a. frem, at han havde lavet en ”Entjudungsplan”, som gik ud på, at man skulle fordrive jøderne og genbesætte den et andet sted på jorden ”på grund af deres [jødernes] ulyksalige tilflytning til de ariske folkeslags områder, og på grund af deres stærke deltagelse i disse områders magtudøvelse og kultur er der opstået en for begge sider utålelig tilstand.”  Han støttede regimet og troede til det sidste på den endelige sejr.

Det viser sig også, at tidligere ledere af kunstmuseet har fusket med dateringerne på akvarellerne, i virkeligheden er de malet på et tidligere tidspunkt i 1930’erne, og at der er blevet fjernet flere antisemitiske betragtninger i en ny udgave af Noldes erindringsværk fra 1934.

Har Noldes opbakning til nazismen haft indvirkning på hans kunst og betyder det, at man skal se på kunstneren på en anden måde i dag? Er det hele sort-hvidt, eller  var Nolde ligesom så mange andre et produkt af sin tid?

Det er en diskussion, som er vigtig og aktuel i bredere forstand. Skal kunstnere, malere, billedhuggere, forfattere, musikere m.fl.,   skrives ud af historien, fordi der i dag bliver taget afstand til nogle af deres synspunkter. Her er også den helt aktuelle diskussion, om man bør spille musik af kriminelle?

Hans Christian Davidsens bog om Nolde er et overbevisende værk. Jeg er ”bare” almindeligt interesseret i kunst, men alligevel har jeg været meget optaget af hele historien om Nolde set i sammenhæng med den historiske udvikling i Tyskland og senere Vesttyskland. Bogen er en sand fryd at læse i,  specielt på grund af de mange flotte gengivelser af Noldes akvareller og oliemalerier og den lette og luftige layout.

Hans Christian Davidsen: Nolde: maleren, der trådte ved siden af
Politikens Forlag, 2021. 254 sider
Omslag : Stine Trampe