Anmeldelse: Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Lysende smuk og vemodig skildring af skæbner og menneskelighed i en umenneskelig tid.

Det er længe siden, jeg har læst en smukkere bog – og en grummere bog om mennesker og deres valg, men også om deres skæbner. For i krigstid kan man ikke altid vælge, og får man muligheden kan valget få store konsekvenser.

Da Marie-Laure er seks år, bliver hun blind. Hun bor i Paris sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum. Han laver en kopi af kvarteret til hende, så hun kan lære det at kende og selv finde rundt.

I Ruhrområdet, tæt ved den franske grænse, bor den jævnaldrende Werner sammen med sin søster, Jutta på et børnehjem. Werner er fascineret af naturvidenskab, og ved hjælp af en gammel radio, som han reparerer, hører de to sent om aftenen franske naturvidenskabelige foredrag gennem æteren.

Seks år senere marcherer tyske tropper ind i Paris, og Marie-Laure og hendes far flygter sammen med tusindvis af andre parisere. De ender i Saint-Malo hos faderens onkel, Etienne, der lider af granatchok efter at have deltaget i 1. verdenskrig, og hans husholderske. Her laver Marie-Laures far en ny kopi, denne gang af Saint-Malo.

Samtidig optages Werner på den prestigefyldte Hitler-jugend-skole Schulpforta, der skal gøre mænd af drenge, i Werners tilfælde ganske bogstaveligt, fordi han pludselig får at vide, at han er to år ældre og skal til fronten. Men på specialopgaver på grund af sin tekniske kunnen.

En tredje hovedperson er oversergent Reinhold von Rumpel, Nazi-Tysklands eneste ariske diamantekspert. Han har til bl.a. opgave at finde diamanten ”Flammernes Hav” og lade den indgå i et storladent museum, man vil indrette til ære for Der Führer med alverdens fremmeste kunstværker. Han har også en personlig grund til at finde diamanten, han er nemlig ved at blive ædt op af kræft.

”Flammernes Hav” siges at give indehaveren evigt liv, men ellers sprede død og ødelæggelse omkring sig. Den opbevares et sikkert sted på det naturhistoriske museum i Paris. Eller gør den? Hvad var Marie-Laures fars hemmelige opgave for sin arbejdsplads? Og hvorfor er onkel Etiennes hus det eneste, der står tilbage i gaden efter de allieredes sønderbombning af Saint-Malo i 1944?

Anthony Doerr spinder elegant frem og tilbage i tid og mellem personerne. Som læser forstår man at der er en forbindelse mellem Marie-Laure og Werner, men vil de mødes? Og hvordan? Vil de overleve krigen? Det er en bog, hvor man så gerne vil have en happy-ending, men ved at sandsynligheden er lille. Oddsene i Nazi-Tysklands sidste krampetrækninger er små, tilværelsen er grum, mennesket kan være både småligt og selvisk, men også storladent og gavmildt. Vi møder begge slags i bogen.

Lyset fra titlen spiller en stor rolle i bogen, det lys, som Marie-Laure aldrig mere skal se. Men hun ser et andet lys, hun giver begivenheder og personer farver, hun læser ivrigt Jules Vernes romaner i braille-udgaver. Rørende er det at læse om hvordan hun læser højt for sin nervesvækkede grandonkel, og hvordan han kommer ud af sin skal og læser højt for hende, da Jules Verne går til under et bombardement. Og hvordan han igen bliver en handlingens mand.

’Alt det lys vi ikke ser’ er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i år. Smukt skrevet, smukt oversat, en dejlig historie – selv om den til tider er meget grum