Dette er den forfærdeligste bog, jeg nogen sinde har læst! Og den mest tankevækkende. Og en af de mest velskrevne.

Dette er beretningen om 3. delings eventyr og oplevelser i Afghanistan. Delingen består af nogenogtyve yngre mænd, en kvinde og en delingsfører, Schrøder. Derudover er der en øverstkommanderende, Steffensen, tidligere kommunalpolitiker på Bornholm, og en feltpræst, der er mindst lige så fundamentalistisk som Søren Krarup. Alle har de forskellige bevæggrunde for at deltage i krigen i Afghanistan. 

Bogens opbygning er intet mindre end fremragende: Vi møder 3. deling i Camp Price, de har ikke været der længe, men er begyndt at kede sig, de kom jo ikke herned for at kede sig, men for at komme i kamp. Der er en god gang mandehørm, hvor vi lærer folk at kende: Adam, Aske, Dennis, Michael, Hannah og alle de andre. De taler meget om Tallybob, kludedukkerne og alle de andre omskrivninger, der forhindrer dem i at give fjenden et ansigt.

Det får de, da de på patrulje skal sikre et område, og de i ildkamp dræber en talibaner (”Det var ham eller mig!”), men da de får turbanen af ham, har han leverpostejfarvet hår og kunne være en af dem.

Næste skridt er da de går på en vejsidebombe og for første gang oplever tab.

På denne måde bygges der op til bogens virkelige handling, som jeg ikke vil sige mere om, end at den er barsk, meget barsk. Men jeg vil unde læseren de overraskelser, der kommer hen ad vejen.

Carsten Jensen har skrevet en overordentlig god bog om at være i krig i et andet land, i en anden kultur. Om hvordan ”vi” tror, vi skal indføre vores opfattelse af demokrati i en kultur, vi ikke har nogen indsigt i. Steffensens balancegang mellem at respektere de lokale traditioner og opfylde det, han og hans mænd er kommet for at udføre, kunne være ret så morsom, hvis den ikke var så tragisk. Der er langt fra Rønne til Helmand, længere end vi med vor vestlige fantasi kan forestille os.

Carsten Jensens holdning til vort engagement i Afghanistan er kendt, men han skelner stærkt mellem sin rolle som debattør og sin rolle som romanforfatter. Og dette er en roman, det er fiktion, og det læseren er vidne til, er formodentlig ikke virkelighed. Men virkeligheden er en del af romanen. Ud over at sætte fokus på det formålsløse i krigen, rører han også ved det i os, der siger, at ”så brutale er vi, dvs. danskerne, ikke”. For, hånden på hjertet, hvor standhaftige og ædelmodige vil vi være, når vi står med ryggen mod muren.

Det er også en forrygende spændingsroman, Rothstein har kaldt den ”lufthavnslitteratur”, og den kan slå en lang flyrejse ihjel, ingen tvivl om det, men den mere tankevækkende end hvad jeg forstår ved lufthavnslitteratur.

I bogens start modtager Schrøder 3. deling, han kalder Danmark Hvid Zone, dvs. Fårenes zone, puls: 60-80, og fortsætter:
I er soldater. I hører til i Gul Zone, hvor jeres hjerter slår hundrede slag i minuttet. Årvågenhedens zone. I Rød Zone kæmper I for jeres liv. I Grå Zone har I ryggen mod muren. I Sort Zone venter panikken. Når de fleste af jer vil sige, at nu kan I ikke mere, så er det ikke, fordi I er tæt på at bryde sammen. Så er det bare, fordi der er hårdt. Når I smager blod, og I kan høre jeres hjerte dunke i ørene – først da er I færdige.
3. deling oplever alle zonerne, men overlever de?

Jeg har hørt bogen i Lars Mikkelsens uforlignelige indlæsning, intet mindre end superb.

Carsten Jensen: Den første sten.
Gyldendal, 2015. 613 sider

Lydbogen er indlæst af Lars Mikkelsen

Se også artiklen:

Med Carsten Jensen i Afghanistan
Reportage fra et forfatterarrangement på Rønde Bibliotek, april 2016