Romanlignende bog om de mange flygtninge fra Mellemøsten og Afrika, der i efteråret 2015 strømmede op gennem EUropa. 

”Fattige flygtninge kommer alle fra Zeus,
Og for dem er selv den ringeste gave en rigdom.
Byd da den fremmede gæst på noget at spise og drikke,
giv hende et bad i floden, et sted der er skærmet for blæsten”
Odysseen, 6. sang
(Fra bogens indledning)

Madame er tilknyttet et teater i Berlin i eftersommeren 2015, og som jeg, der også befandt mig i Berlin på det tidspunkt, så hun med interesse i Tv-nyhederne, hvordan en menneskemængde bevægede sig op gennem Europa i håb om et bedre liv. Det affødte en sand tsunami af do-gooders, der med temaet ”Refugees Welcome” stod og udleverede vandflasker, varm suppe, æbler, tøj, tamponer, slik mm ved de grænser, hvor menneskemængden gjorde holdt.

Madame bliver nysgerrig, hvordan ser en flygtning ud? Hvordan ser en flygtningestrøm ud? Hun tager til Moabit, hvor det berlinske flygtningeopsamlingssted befinder sig, senere tager hun med toget til Rødby, men heller ikke her er hun tilfreds med oplevelsen.

Så hun udstyrer sig med en lille rygsæk, vandrestøvler, spadseredragt og en matchende bordeaux alpehue og rejser til Idomeni i Grækenland og begynder sin dannelsesrejse op gennem Europa i flygtningestrømmens spor.  Men hun kan ikke solidarisere sig, hun er en fremmed blandt flygtningene, fordi hun ikke anarkistisk kan overskride landegrænserne, nej hun skal til en grænseovergang og vise sit rødbedefarvede pas.

Madame Nielsen, som er et pseudonym for Claus Beck-Nielsen, beskriver bogen som en dannelsesroman. Og det er både en dannelsesrejse fra demokratiets vugge i Grækenland til Padborg, hvor der ikke var nogen ”Refugees Wellcome”-skilte, men kun ”Luk grænsen nu”-skilte.

Det er også en dannelsesrejse i, hvad flygtninge er, og det er et mangfoldigt billede, der tegnes. Et fælles kendetegn er bagagen, kufferter, tasker, poser, og deres efterladenskaber, tomme vandflasker, halvspiste sandwicher, udslidte sko, pizzabakker etc., der ligger i vejkanten. Og så lugter de. Selvfølgelig gør de det, at være på flugt er ikke en udflugt.

Undervejs sammenligner hun lejrene med musikfestivaler, de frivillige står klar, og så kommer festivaldeltagerne myldrende. Eller en charterrejse, hvor bespisning og overnatning er sat i system, det er åh så let. De formuende, som ikke ønsker at være en del af cirkusset, har det besværligt, skal selv finde og betale for hotel og restaurantbesøg. Og alligevel bliver de set ned på og behandlet som flygtninge af lokalbefolkningen.

Efterhånden som hun nærmer sig Tyskland, er det hele sat i system, flygtningene er blevet usynlige.

Hvad vil Claus Beck-Nielsen med denne bog, der måske allerede er ved at være uaktuel? Hvis han havde et politisk budskab, have den måske været mere interessant at læse. Jeg vil ikke sige, at det er en dårlig bog. Den er velskrevet og har nogle gode pointer om EU’s selvtilstrækkelighed, men som jeg læste mig igennem den, følte jeg at den var lidt for lang.

Madame Nielsen (pseudonym for Claus Beck-Nielsen): Invasionen – En fremmed i flygtningestrømmen.
Gyldendal, 2016. 190 sider