Anmeldelse: Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue

Bogens forsideDansk hyggekrimi i god Agatha Christie-stil.
Anna Grue har aldrig lagt skjul på sin begejstring for Agatha Christie og den traditionelle engelske krimi, og det ses tydeligt i denne nordsjællandske krimi. En overskuelig provinsby og en nævenyttig, nysgerrig og madglad pensionist er opskriften på sommerens hyggekrimi.

Da dødeligheden blandt de frivillige i Genbrugsen er foruroligende høj, må den pensionerede lægesekretær Anne-Maj tage affære – politiet ryster bare overbærende på hovedet. Herregud, det er jo gamle mennesker – men da en tredje, yngre person, dør under mistænkelige omstændigheder, må de skride ind. Anne-Maj får at vide, at hun skal blande sig udenom, men det preller af som vand på en gås – Miss Marple er kommet til Nykøbing Sjælland.

Hun forsøger diskret at udspørge kollegerne, samtidig med at hun laver oceaner af mad, bager bunkevis af kager, bekymrer sig om sit barnebarn, løser krydsord, er på slankekur og passer sin have.  Og det går jo som det skal, Anne-Maj løser sagen, lidt spænding til sidst, men ikke et øjeblik frygter man at hun ikke kommer hjem til Hr. Mortensen – og nej, det er ikke gemalen, men en ruhåret gravhund.

Det er gedigen hængekøjelæsning, ingen tvivl om det. Anna Grue er som sædvanlig velskrivende og har et godt øje for detaljer og folks særegenheder, man føler sig i den grad underholdt. Der er meldt ud at vi kan se frem til mere kriminalitet i Nykøbing Sjælland, så Anne-Maj bliver ikke arbejdsløs.

Anna Grue: Mysteriet i Genbrugsen.
Lindhardt & Ringhof, 2020. 304 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Bogen er lånt på biblioteket


Serien om Den skaldede detektiv anmeldt her på bloggen:

Grue, Anna: I lige linje (2016)

Grue, Anna: Sidste forestilling (2013)

Grue, Anna: Et spørgsmål om penge (2012)

Grue, Anna: Den skaldede detektiv (2010)

Andet:

Grue, Anna: Italiensvej (2015)

Skriv en kommentar