Endelig oprinder den weekend, krimielskere landet over har set frem til lige siden Krimimessen 2017.
Lørdag morgen kl. 9.30 åbner Fængslet i Horsens dørene for den 17. krimimesse. Justitsminister Søren Pape Poulsen har fået æren af at holde åbningstalen, og det er nok et af de mere afslappende indslag i hans arbejdsliv.
Og så går det slaw-i-slaw, forfatterinterviews, paneldebatter og foredrag. I år sætter man ekstra fokus på serier, både TV, HBO, Netflix og hvad der nu findes, samt podcast.
Messens tema er Frihed, inspireret af en af Fængslets mest berømte fanger, udbryderkongen Carl August Lorentzen, der gentagne gange søgte ud i friheden, men lige så mange gange blev bragt tilbage bag tremmer. Gad vide hvad han blev fængslet for i sin tid. I år er Fængselsmuseets attraktioner udvidet med Lorentzens tunnel.
Lørdag uddeles Det Danske Kriminalakademis priser, Palle Rosenkrantz-prisen og Harald Mogensen-prisen, samt en række diplomer, bl.a. Årets debutant. Der er ingen spænding forbundet md overrækkelserne, da modtagerne for længst er offentliggjort. Læs mere om dem her: Prismodtagere
Det er straks mere spændende, hvem der modtager Publikumsprisen, det er nemlig en hemmelighed indtil Horsens’ borgmester, Peter Sørensen, afslører den søndag kl. 12 på Sort Scene. Nominerede er Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Katrine Engberg, Julie Hastrup, Dennis Jürgensen, Michael Katz Krefeld, A.J. Kazinski, Lotte Petri, Jesper Stein og Inger Wolf. Prisen er tidligere gået til Sara Blædel (2016) og Jens Henrik Jensen (2017).
I år kan jeg kun komme om søndagen, og her skal jeg tidligt op, for jeg vil gerne høre Elly Grifftith fra England, der uvist af hvilken grund er koblet sammen med Belinda Bauer, et absolut ubeskrevet blad her på matriklen. Desuden har jeg sat X ved Arne Dahl, Hanne Vibeke Holst, Yrsa Sigurdardottir og en samtale om at oversætte krimier. Og så gå man rundt, lytter lidt her, bladrer lidt der, møder gamle venner.
Se programmet
Se hjemmesiden