Anmeldelse: ‘Sådan er det’ – at oversætte Shakespeare af Niels Brunse

saadan_er_detMed stor detaljerigdom beskrives 30 års samliv med William Shakespeare, et samliv der har resulteret i en nyoversættelse af samtlige 37 skuespil.

Der skal meget til, før oversættelsen af en enkelt sætning i et 400 år gammelt skuespil skaber furore. Det var hvad der skete på Aarhus Teater i 1992, da Olaf Johannessen som Hamlet udtalte “At være eller ikke, sådan er det”. Der gik efter sigende et gisp gennem salen, og anmelderne var forargede. Sådan hedder den berømte sætning ikke, det er helligbrøde. Men den dengang relativt unge oversætter holdt fast i sin beslutning ud fra den betragtning, at en oversættelse ikke blot er overførsel af ord fra et sprog til et andet, men i høj grad en fortolkning. 

Niels Brunse har noget at have sin fortolkning i: et indgående kendskab til det engelske sprog i fortid og nutid, en dyb indsigt i Shakespeare og den periode han levede i, en formidabel håndtering af det danske sprog og kendskab til tidligere danske oversættelser.

At oversætte et skuespil af Shakespeare kræver usandsynligt meget, der er versefødder, der skal passe, ordspil og rim, der skal tages stilling til person-og stednavne, skal det hedde ‘Købmanden i Venedig’ eller ‘Købmanden i Venezia’? Nogen gange er han enig med ældre oversættere, andre gange bliver det nytænkning. Og hele tiden skal man have for øje, at det hele skal kunne forstås i nutiden uden at lyde poppet – og at det skal udtales på en scene, for det er jo der skuespil skal foregå.

Denne oversættelse af samtlige Shakespeare’s skuespil er den første i over hundrede år og kommer til at være den herskende oversættelse i mange år fremover.

I denne – af omfang – lille bog kan man læse om de mange tanker oversætteren har gjort sig, overvejelser for og imod i mange eksempler. Det er en bog, der kræver sin læser, men hvor er den givende. Det er en fornøjelse for enhver sprogelsker at læse denne sprogets mester. Vi er i Danmark heldige at have ham – og den gode nyhed er, at han nu er i gang med at oversætte Shakespeares sonetter.

Niels Brunse: ‘Sådan er det’ – at oversætte Shakespeare
U Press, 2021. 150 sider
Omslag: Rikke Vagner og Eva Kinch Hall

Anmeldelsen er også bragt på Litteratursiden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s