Hvordan kunne (næsten) et helt folk falde for nazismen og Hitlers retorik. Vi kan i bagkundskabens ulideligt klare skær se, hvad der var galt. Men hvis vi nu havde levet dengang?

Denne kortroman (47 sider) består af en brevveksling mellem to nære venner og kompagnoner, Martin Schulse og Maxel Eisenstein, der sammen driver et kunstgalleri i San Fransisco. Det første brev er dateret i november 1932, hvor Max, der er jøde, skriver til Martin, der netop er vendt hjem til Tyskland med familien, hvor meget han misunder ham. I løbet af de i alt 19 breve, det sidste dateret marts 1934, følger vi den åbenhjertige meningsudveksling mellem to nære venner. Det går Martin godt i hjemlandet, han bliver hurtigt en højt skattet embedsmand – og partimedlem. Han undskylder sig med, at ellers kan han ikke få et embede, men han lægger ikke så meget i det.

Gradvist bliver tonen hårdere, den tilbageblevne Max beskyldes for at være blødsøden og ikke forstå den virkelighed, der hersker i det nye Tyskland, og det kan der jo være noget om.

“Du vil ikke indse, at nogle få må lide, for at millioner kan frelses. Du vil være jøde først og græde for dit folk. Det forstår jeg. Det er den semitiske karakter. I klager jer, men I har aldrig mod til at slå igen. Det er derfor, der findes pogromer.” (S. 23)

“Du burde vågne op af dit forældede føleri. Skåner kirurgen kræftsvulsten, når han må skære for at fjerne den? Vi er grusomme. Selvfølgelig er vi grusomme. Som al fødsel er brutal, således også vor nye fødsel.”(side 28).

Efterhånden bliver brevvekslingen for pinlig for Martin, og han beder Max stoppe, men da dennes søster, som Martin i sin tid var kæreste med, skal optræde på et teater i Berlin, beder Max vennen bruge sin indflydelse og beskytte hende, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg læste bogen for mange år siden og var meget optaget af den. Den tålte en genlæsning, og jeg var lige rystet.

Det er en fremragende lille bog om nazificeringen af et folk. Vi spørger tit os selv om, hvordan det dog kunne ske, og er helt sikre på, at vi i al fald ville kunne gennemkue den lille korporal med den skingre stemme. Men kunne vi det, hvis vi levede dengang – og ville vi turde sætte os op mod overmagten? Ville vi ikke blot dukke hovedet og følge stømmen? Men denne lille bog er god at få forstand af, så vi måske i tide kan gennemskue noget lignende.

Jeg kan samtidig anbefale ungdomsromanen ‘De lovede os fremtiden: min opvækst i Nazityskland’ af Renate Finckh (CDR-forlag, 1995/2000), der giver et hverdagsbillede af Tyskland op til og under Anden Verdenskrig. Bl.a. hvordan det pludselig går godt, man får bedre lejlighed og måske en lille bil. Der er fast arbejde til faderen og skønne udflugter med Hitlermädel, hvor man samles omkring bålet og synger. Og så tænker man måske ikke så meget på, hvad der blev af den lille mørke pige i klassen, der pludselig en dag holdt op med at komme i skole.

Det Kongelige Teater sætter ‘Adressaten ubekendt’ op som skuespil i efteråret med Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Larsen https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/adressaten-ubekendt/?section=top. Senere turnerer forestillingen – og jeg har købt billet.

Kathrine Kressmann Taylor: Adressaten ubekendt
Forlaget Viva, 2001. 45 sider.
Originaludgave: Address Unknown. Simon & Schuster, 1939
Oversat af Per Vadmand.
Omslag: Lone Fomsgaard efter originaldesign