Er der forskel på ondskab? Og kan man være for ond til Helvede?Dydsmønsteret Filip ender i Helvede, fordi han ved en fejltagelse er udset til at være Djævelens arvtager, Lucifer II. Djævelen er nemlig dødeligt syg og vil personligt optræne sin efterfølger, men med Filip får han sin sag for. Filip med efternavnet Engell er ulideligt artig, fordi han hele sit 12-årige liv har bestræbt sig for at være så god, at han kan kunne komme op i Himlen til sin far, som han aldrig har kendt. Lucifer og hans hjælper, katten Lucifax, må benytte sig af ufine tricks for at finde frem til Filips mørke sider.
Filip får fjender og venner i sit nye univers, bedst kan han lide den smukke djævlepige, Satina, og jalousien giver ham mange kvaler. Sammen finder de ud af at nogen har forgivet Lucifer, og som i en ægte drengebog sætter de sig for at opklare mysteriet. Dvs. med tiden bliver Filip lidt halvhjertet, fordi hvis Lucifer reddes, kommer han jo ikke selv på den sorte trone.
Kenneth Bøgh Andersen har skabt et herligt univers, der er lige så gennemført som Harry Potter-seriens troldmandsunivers. Børnene går i skole, har lektier for, skal være hjemme til midnatsmad osv. Og ja, de spiser netop ikke middagsmad, for de står jo op ved natgry og skal være i seng inden der bliver lyst; til den store gallamiddag møder man selvfølgelig op i kjole og sort, bordet er pyntet med brændenælder og sorte stearinlys, og tjenerne har nypudsede horn og friserede haleduske.
”Djævelens lærling” er en herlig bog for børn i alle aldre, og sproget er en fornøjelse at læse. Interessant er den faderløse Filips møde med en faderfigur, som ikke er lige efter bogen, og i mødet med Filip viser Lucifer sider, som man ikke lige forventede. Kampen mellem det gode og det onde er altid et godt tema, og er her mesterligt behandlet. For kan man være så ond, at man bliver bortvist fra Helvede?
Der følger yderligere tre bind i serien om ”Den store djævlekrig”. Herligt!
Den store Djævlekrig, 1: Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen.
Høst & Søn, 2005. 315 sider