Anmeldelse: Juleferierne af St. St. Blicher

Bogens forsideJulehistorie i sædvanlig Blichersk stil, men alligevel med en lethed og et indhold, der kunne gøre den værdig til et julehæfte.

Lærerkollegiet ved en midtjysk bys katedralskole bliver i sidste øjeblik inviteret på juleferie hos en af eleverne, der bor på godset Ulvedal. I fygende snestorm drager alle af i kaner, men når helskindede frem. Takket være stormen søger andre ly på godset, så alle sengepladser er optagne.

Der spilles og synges, og der musiceres så det er en lyst. Mangler man et instrument, sender man blot bud efter det. Og ikke mindst går man på jagt, en af Blichers yndlingsbeskæftigelser fremgår det tydeligt af den livlige beskrivelse af klapjagtens faser, visse deltageres idioti og egen fortræffelighed.

Da der kommer et nyt rykind, må sengepladserne omfordeles, og fortælleren, en mand på vel 30 år, tilbyder at rykke over i den anden fløj, der egentlig er lejet ud til en fornem dame, der stiller ”Det sorte værelse” til rådighed for godsets mange gæster.  Det siges at spøge i dette værelse, og han vågner da også med koldsved på panden og får en sælsom oplevelse.

Mere vil jeg ikke sige for ikke at røbe for meget, men handlingen er spækket med skæbnens luner og sammenfald. Centralt står de to mystiske kvinder i den anden fløj, hvoraf den yngste indvilger i at deltage i juledagenes danseaftner, da selskabet såre mangler et kvindeligt islæt. Og vor fortæller taber sit hjerte.

Alle de usandsynlige sammentræf, der finder sted på Ulvedal i disse juledage er næsten et ugeblad – eller et julehæfte værdig, men Blicher fornægter sig ikke. Hvis man læser de første sider ordentligt, bliver man klar over hvorfor han efter udgivelsen hæftede undertitlen ”af en gammel Skolemands Erindringer” på, her omtaler fortælleren sin nuværende ensomhed, og læst i det lys bliver fortællingen ganske anderledes.

Mageløst godt og Blichersk skrevet, min udgave er skrevet i gammelt sprog, men udstyret med et omfattende noteapparat. Bogen har et forord af Knud Sørensen og et efterskrift af John Mogensen – vel at mærke ikke sangeren.

Adventsanmeldelse 3/3
Jeg beklager at denne tredje og sidste adventsanmeldelse blivr sendt “femte søndag i advent”, og må erkende at sådan noget kræver lidt forberedelse før julehurlumhejet sætter ind. Men uanset håber jeg, at I har haft en god jul derude.

Juleferierne af St. St. Blicher

Hovedland, 2008.  123 sider.
Tekst efter Samlede Noveller bd. 4, 1934

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s