Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til Ritt Bjerregaard. Hun har flere gange i sit politiske liv været så øretæveindbydende arrogant, at jeg ville have meldt mig ud af partiet, hvis jeg havde været medlem, men jeg kan alligevel ikke lade være med at beundre hende for den måde, hun har taget de slag, hun har fået, og altid rejst sig igen. 

Senest i forbindelse med sin kræftsygdom, som hun har været meget åben om, åben og sober. Ikke noget med at bede om medynk, det ligger ikke til hende.

’Ritt’ er første bind af hendes erindringer og handler om hendes privatliv, hendes barndom, ungdom, uddannelse, fagligt arbejde, pension og hendes samliv med historikeren Søren Mørch. Næste bind skal handle om hendes politiske liv.

Historien om hvordan en pige fra et arbejderhjem på Vesterbro vokser op og bliver minister, EU-kommissær og overborgmester er interessant læsning. Faderen var børnehjemsbarn og medlem af DKP indtil Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Han meldte sig aldrig ind i et politisk parti igen, mens datteren ikke var i tvivl om sit partivalg, da hun blev voksen.

Man kan læse bogen som en beretning om samfundets udvikling gennem 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne, dvs. velfærdsstatens skabelse. Hjemmet var fattigt, men børnene led ingen nød. Der var tryghed, rent tøj og mad på bordet. Der var en lille kolonihave, så de kunne få lys og luft og friske gulerødder. Hun sammenligner sin opvækst med nogle af skolekammeraternes, der tydeligvis gik for lud og koldt vand. I hendes familie sad man altid pænt omkring bordet og spiste sammen, mens andre børn kunne få en klapsammmen-mad og blive sendt ud igen.

Det var en stor dag, da hun skulle begynde i skolen, og hendes første lærerinde var så stort et eksempel for hende, at hun siden bestræbte sig på at blive lige så god en lærerinde; en der satte indlæring i højsædet og sørgede for at alle kom med, de svage skulle have en ekstra støttende hånd.

Det er ikke stor litteratur, men jævnt og ligefremt fortalt. Man kan læse bogen som en beskrivelse af det danske samfund i nogle betydningsfulde årtier og hvordan man bliver socialdemokrat. Ritt har altid vidst, hvad hun ville, og som regel opnået det. Nu håber jeg, det lykkes hende at færdiggøre næste bind erindringer, der skal omhandle det politiske liv, og det bliver ikke uinteressant. Hun blev valgt ind i Folketinget i 1971 – ved samme valg, hvor jeg kunne stemme første gang, så jeg har fulgt hendes politiske karriere hele vejen.

Ritt Bjerregaard: Ritt – erindringer.
Politikens Forlag, 2015. Lydbogen er indlæst af forfatteren