Man syntes det var i går, man kom hjem fra Bella Centeret, og så skal man afsted igen. BogForum 2017 kalder.
Programmet er som sædvanlig omfangsrigt, og man skal kæmpe sig igennem en veritabel stime af livsstils-og madscener. Der er vin og whisky, der er syltning, bagning og fermentering og jeg skal komme efter dig. Der er Søren Ryge og hans hund, der er politikererindringer i lange baner. Så alt er som det plejer.
Der er også ”rigtige” forfattere, i stort omfang Tordenskjolds soldater, især inden for krimigenren, men der er også mange, det er værd at rejse langt efter.
Min programtaktik i år har været hver dag at udvælge et højdepunkt, et must, og så sætte en masse mærker ind imellem, og så se hvad jeg føler for i dagens løb.
Mit overordnede program ser sådan ud:
Lørdag: Interview med vinderen af Debutantprisen
Jeg ankommer til København fredag eftermiddag, så jeg håber jeg kan nå det. Men hvis jeg har ret i min formodning, og det bliver Thomas Korsgaard (’Hvis der skulle komme et menneske forbi’), får jeg mulighed for at høre ham senere.
De øvrige shortlistede er:
Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri. Gladiator
Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte. Kronstork
Karen Strandbygaard: Se ikke væk. People’sPress
Tine Høeg: Nye rejsende. Rosinante
Og så skal jeg sædvanen tro afslutte BogForums første dag med at blive klog på ’Året der gak’ i selskab med de to muntre svende fra ATS. Selv om det betyder at jeg må høre interviews med flere uinteressante forfattere inden for at få en plads. I år ser det nu ikke så slemt ud.
Lørdag: Han Kang fra Sydkorea
Hun vandt Man Booker International Prize 2016 med ’Vegetaren’, som jeg er ved at læse nu.
Søndag: Samtale med Svend Åge Madsen og Kaspar Colling Nielsen
De to krøllede forfatterhjerner kan hver for sig opfinde de mest fantasifulde og alligevel realistiske fremtidsscenarier. Så de skal blive interessante at høre sammen.
Og så håber jeg at putte en række interessante interviews ind, fx med Hanne Vibeke Holst, Jonas T. Bengtsson, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Morten Ramsland, Anna Grue og mange flere. Der falder nok også en krimiforfatter eller to af, selv om ingen af mine favoritter gæster messen i år.
BogForum 2017 finde sted i den kommende weekend 10.-12. november i Bella Centeret. Læs mere og se hele programmet på hjemmesiden
Prøv lige at møde Rosanna Farbøl på Gads stand. Titlen: Koldkrigere, medkøbere og røde lejesvende.
Hun har allerede fået et kryds, Kirsten. Håber at kunne passe hende ind