
Som vejret ser ud i disse dage, bliver der rigelig anledning til at læse, jeg har sågar tændt op i brændeovnen for at holde sommerkulden på afstand. Men forhåbentlig bliver der også anledning til at tage liggestolen i brug.
Og hvad skal man så læse? Det er meget forskelligt, hvad folk vælger at læse, nogle vælger tykke klassikere eller de bøger, de ikke har haft tid til at læse i årets løb. Andre vælger at fylde strandtasken med krimier, kærlighedsromaner og andet letfordøjeligt.
I lighed med andre bogbloggere, boghandlere, forlag og andre litteratursites vil jeg komme med bud på gode læseoplevelser i sommervarmen/regnen/blæsten – husk der er ingen undskyldning for ikke at læse.
Jeg har læst alle i vinterens løb, og nogle er anmeldt her på bloggen.
Indland af Arne Dahl
Endnu et mesterværk fra Skandinaviens største krimiforfatter – hvis du spørger mig. Spændende og uforudsigelig, som man kunne have forudsagt. Umulig at genfortælle, og hvem kan man egentlig stole på?
En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard
Bliver alting godt, fordi man kommer til penge og får nye havemøbler? Tilsyneladende ikke. Endnu en stilsikker roman om livet på landet fra sidste års debutant
Ar af Auður Ava Olafdóttir
Hjertevarm og smuk roman om livet – og hvad man skal med det. Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2018
En hustrus hævn af Sara Paborn
En både morsom, spændende og tankevækkende krimi om en bibliotekar, der beslutter at 39 års ægteskab må være nok – og en skilsmisse er for banalt.
Sommermørke af Stina Jackson
“Der var tilvoksede tømmerveje, smalle veje og stier, der snoede sig mellem uddøde byer og indskrumpede samfund. Der var søer og elve og små hidsige bække, der strømmede både over og under jorden. Dampende moseområder, der bredte sig som lækkende sår, og sortøjede skovsøer uden bund. At lede efter et forsvundet menneske i dette landskab var en livstidsopgave” (p. 31-32)
(Endnu) ikke anmeldt, men anbefales varmt:
Oberstinden af Rosa Liksom
Den gamle Oberstinde ser tilbage på sit liv sammen med den 30 år ældre nazistiske Oberst, hvor grusomhed og brutalitet var hverdagskost, inden hun kom fri af ægteskabet
Byens spor 1-2 (Oslo-trilogien) af Lars Saabye Christensen
Familien Kristoffersen og deres naboer og bekendte fra ejendommen Kirkeveien 127 i Oslo bliver fulgt i efterkrigsårene 1948-1951. Det er en tid med håb og drømme, men også med sorg og modgang
Bind 3 udkommer på norsk i august og på dansk i oktober
Vi de druknede af Carsten Jensen
En beretning om 4 generationer af sømænd fra skipperbyen Marstal i det 19. århundrede, som satte livet på spil på verdenshavene, og om konsekvenserne for de efterladte
Signe af Lars Johansson
I 1940’erne møder danske Signe Gondrup sit livs kærlighed. Han er tysker og bliver i 1945 stemplet som krigsforbryder. Samme skæbne venter Signe, da hun – gravid efter en voldtægt – vender hjem til Danmark
Lykke-Per af Henrik Pontoppidan
Udviklingsroman fra 1863 til omkring 1900 om den jyske præstesøn Per Sidenius’ søgen efter det lykkelige liv. Efter en svær opvækst i det religiøse hjem vælger Per i protest at studere til ingeniør i København og kappe enhver forbindelse til familien. I hovedstaden kaster han sig derefter ud i livet som åbner sig i alle dets afskygninger og møder kærlighedens mange ansigter
Og selvfølgelig Elly Griffiths’ krimiserie om arkæologen Ruth Galloway, hvoraf de første fire er oversat til dansk:
- Pigen under jorden, 2018
- Løgnens hus, 2018
- Huset på klippen, 2018
- Døden på museet, 2019
Bøgerne indeholder afsluttede historier og kan læses uafhængigt, men det er en fordel at læse dem i rækkefølge, hvis man vil have styr på personerne og deres forhold.
Og hvad skal jeg selv læse:
Max, Mischa og tet-offensiven af Johan Harstad
Den succesfulde teaterinstruktør Max Hansen emigrerede som 13-årig sammen med sin familie fra Stavanger til New York. Året var 1989, og i årene efter måtte Max kæmpe sig vej i verden, først med sjælevennen Mordecai, siden med billedkunstneren Mischa
Jeg skal læse denne moppedreng til næste møde i min læsegruppe primo august, dvs. vi skærer den over i to mødegange.
1900 – Morgenrøde af Gunnar Staalesen (Bergen-trilogien, 1)
I begyndelsen af 1900-tallet er Bergen scene for et spil af skæbner og vanskæbner, kærlighedshistorier og -ulykker, moderne tider og gamle skikke. Og alting tager sin begyndelse i mordet på konsul Frimann
Skal for første gang besøge Varg Veums hjemby og må forberede mig
Anna Karenina af Leo Tolstoj
I de højeste kredse i 1870’ernes Rusland opgiver Anna Karenina sit ægteskab og må efterlade sin søn for at leve sammen med sin ægte kærlighed, hvilket får store konsekvenser.
Jeg forsøger altid at læse en klassiker hver sommer.
Ret ambitiøst, og så har jeg oven i købet sat mig for at læse de bøger færdig, som jeg af en eller anden grund kun har læst noget af. De udgør en betragtelig bunke. Og så vælter det jo ind med reserveringer fra biblioteket, så jeg kommer ikke til at kede mig.
Der kommer intet indlæg om juli måneds nyudgivelser, da jeg ikke har fundet noget, der var værd at omtale. Skulle der dukke noget op, medtages de i august-indlægget.