Anmeldelse: Safari fra helvede af Tom Buk-Swienty

safari_fra_helvede_200Nis Kock og sønderjyderne, der i 1. verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt

Efter 2. Slesvigske Krig og familien Dinesen har Tom Buk-Swienty kastet sig over en besynderlig historie fra 1. Verdenskrig om sønderjyder i Afrika. Hvad lavede de dog der?

Vi ved, at unge sønderjyder under 1. verdenskrig skulle aftjene deres værnepligt som tyske soldater, men ikke mange ved, at en lille gruppe sønderjyder blev sendt på en noget speciel mission.

I centrum står Nis Kock fra Kegnæs på Als der i 1914 er indkaldt til marinen. Han har aldrig oplevet at det at kunne tale dansk skulle være en fordel, før han og andre dansktalende bliver udtaget til en speciel mission. De går om bord på et skib i Bremerhaven og først, når de er kommet ud i internationalt farvand, får de at vide at de skal undsætte et tysk krigsskib. At dette ligger i et floddelta på den afrikanske østkyst får de først at vide senere. Officielt er de et dansk fragtskib, der fragter træ fra Sverige til Argentina.

Tom Buk-Swienty har som sædvanlig udgivet en velskrevet og velresearchet bog. Den bygger på de involveredes breve og erindringer samt på officielle kilder, men kunne være en spændingsroman, igen kan man sige at virkeligheden overgår fantasien. For hvem kunne finde på denne usandsynlige historie.

Det er ”cloak and dagger” for fulde gardiner med kamuflerede skibe, skumle planer, brudte koder,  tropesygdomme, slangebid og andre farer, der lurer i de for sønderjyderne så fremmedartede omgivelser. Men også venskab og sammenhold – uanset om man er dansk-eller tysksindet. 

’Safari fra helvede’ er udstyret med et rigt billede-og kortmateriale.

Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede. Nis Kock og sønderjyderne, der i 1. verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt
Politikens Forlag, 2022. 461 sider.
Omslag: Harvey Macaulay.

Skriv en kommentar