Lone Aburas er et dejligt bekendtskab og desuden bevis på, at man kan skrive stor litteratur på under 600 sider.

Jeg har nu læst 75% af Lone Aburas’ forfatterskab og været yderst tilfreds, så nu skal jeg da have læst den eneste titel, jeg mangler, ’Politisk roman’. 

Henry kommer fra det, man må kalde et dysfunktionelt hjem. Moderen er psykisk syg og lader jævnligt som om hun er død; faderen kan ikke have det, han samler på plæneklippere, men graver alligevel grave til hende i haven med Henrys hjælp. I skolen er Henry dygtig, men ensom, for han kan jo ikke fortælle om, hvordan der er derhjemme eller tage kammerater med hjem.

Det bliver ikke bedre, da moderen faktisk begår selvmord. Hvordan takler man det, når faderen går totalt i koma? Henry vasker selv sit tøj og køber ind, mens faderen sidder ovenpå og æder chokolade, chips og pizza (indkøbt af Henry), mens han ser alle de streaming-tjenester han kan få fingre i – og bliver federe og federe.

Det er ikke det værste. Det værste er klasselærerens omklamring, andres åh-så-forstående blikke og den ugentlige session med Psykolog-John. Henry vil ikke forstås, han vil være i fred.

Og det allerværste er at ingen må få at vide, hvordan det står til derhjemme – for han ved at han så risikerer at blive tvangsfjernet og sat i familiepleje, det har han nemlig set ske for andre. Selv om det måske havde været det bedste for ham.

Som sædvanlig skriver Lone Aburas socialrealistisk med en underfundig tone. Man kan ikke lade være med at holde af Henry og beundre hans bestræbelser for at holde facaden udadtil: ”Jo, min far er der for mig, vi taler meget sammen” – sludder ved vi, og hans mesterstykke er at få faderen til at fremstå normal til en skole-hjem-samtale.

Psykolog-John opfordrede Henry til at skrive dagbog, og pludselig er han forfatter af autofiktion, for er der noget man kan bruge en miserabel barndom til, så er det det.

I mine øjne er den første del af bogen den bedste, måske fordi jeg har en svaghed for at læse om tapre børn – for børn er jo utroligt tapre og solidariske med deres vanrøgtende forældre, ser vi jo gang på gang, desværre også i virkeligheden.

Men på bogens sidste sider indhenter virkeligheden ham, og som læser sidder man tilbage og tænker: WTF!

Lone Aburas: Det kommer til at ske.
Gyldendal, 2016. 170 sider