Varm, kærlig og solidarisk bog om at blive gammel og ensom – og hvad man så kan gøre

Addie er enke efter Carl, og Louis er enkemand efter Diane. De bor på samme gade, men kender ikke hinanden særlig godt. En dag banker Addie på Louis’ dør og stiller ham et forslag, der forbavser ham. Hun inviterer ham ind i sin dobbeltseng – for at snakke og holde hende ved selskab om natten. 

For det er om natten, hun føler sig mest ensom efter mandens død. Hun savner en at snakke med, holde i hånden og høre snorke. Så hun foreslår, at Louis udfylder det tomrum. Han bliver noget forbløffet, men kender den godt, den rungende, natlige ensomhed. Efter at have overvejet det nøje begynder rutinen med, at han før sengetid pakker sin pyjamas og tandbørste ned i en papirspose og vandrer hen til Addie, de drikker et glas sammen og går i seng. Der ligger de – hånd i hånd – og snakker. De fortæller hinanden om deres liv, de glæder og sorger, de har haft gennem årene, og udfylder på den måde tomrummet hos den anden.

Det udvikler sig til et dybt venskab, der forstærkes da Addies søn, Gene, afleverer sin seks-årige søn hos hende. Moderen er rejst, og han kan ikke magte at være alene med drengen. Jamie er stærkt chokeret over tingenes tilstand, men samværet med Louis beroliger ham og gør ham stærkere.

Folk i kvarteret har jo snakket lidt, men herregud, hvorfor skulle de to gamle ikke hygge sig med hinanden? Lidt anderledes tager Gene det, da det går op for ham, hvad er det for en umoral hans søn har været vidne til? Drengen har sågar ligget i smørhullet et par nætter, hvor han havde mareridt.

Da Addie ikke ønsker noget hemmelighedskræmmeri i sit liv, må hun vælge mellem familien og Louis – et meget svært valg, for de to gamle har knyttet sig tæt til hinanden.

’Vores sjæle om natten’ er en meget fin bog, en meget smuk bog. Det er smukt at læse beskrivelsen af, hvordan de to nærmer sig hinanden, åbner op for hinanden, får et nyt liv, ikke mindst takket være Jamie. I den forrige bog, jeg anmeldte her på bloggen (Pigerne af Emma Cline), kunne man læse om de unges ensomhed. Ensomhed er universel, og ikke mindst mange ældre føler den, når deres partner gennem mange år falder bort.

Forfatteren, Kent Haruf, døde i 2014, 71 år gammel. ’Vores sjæle om natten’ blev hans sidste roman, den udkom posthumt og det er første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi møder ham på dansk. Han har et lille forfatterskab bag sig, og efter hvad jeg har læst mig til er det i samme stil.  Lad os få mere af denne fine, stilrene forfatter – og behold endelig oversætteren, der så vidt, jeg kan vurdere, har ramt tonen rent.

Kent Haruf: Vores sjæle om natten.
Rosinante, 2016. 187 sider
Originaludgave: Our Souls at Night, 2015. Oversat af Thomas Krogsbøl