Sørgmunter debutroman om en problematisk opvækst for enden af verdens længste grusvej.

Thomas Korsgaards debutroman er mest sørgelig, men ind i mellem også lidt komisk, som der hvor knægten henter flasker ud af Brugsens flaskerum og putter dem i automaten igen. God idé, men han skulle ikke have gjort det mere end én gang samme dag. I Skives opland er man ikke ligefrem anonym.

Tue vokser som sagt op for enden af verdens længste grusvej, nærmere bestemt i Nørre Ørum uden for Skive. Gården har set bedre dage, det går faktisk skidt, familien er økonomisk i lommen på farbror Chresten. Denne og farmoren undlader heller ikke at gøre opmærksom på den manglende taknemmelighed ved enhver given lejlighed.

Tue har det ikke fra fremmede, faren er også lidt af en fusker – måske for ikke kun at være afhængig af broren, men også fordi sådan er han.

Moren lider af en depression efter et dødfødt barn og tilbringer dage og nætter foran pc’en, hvor hun spiller om penge, som hun låner af sin papfar – og taber. Hun  har haft en snak med en psykolog, men ”hvorfor F… skal man betale penge for at snakke? Hun har da masser her hun kan snakke med!” ”Hun skal bare tage sig sammen!” og ”Op på hesten igen”. De mange talemåder, som også udgør titlen, gennemsyrer bogen. Talemåder, som er ressourcesvage menneskers måde at tolke verden på.

Der er ikke tvivl om, at forældrene forsøger at elske deres tre børn, men ikke magter det, De har ikke ressourcerne, hverken de økonomiske eller følelsesmæssige, til at give dem en god opvækst. Opdragelsen veksler mellem tæsk den ene dag og et kejtet klap på skulderen den næste. Det værste – i mine øjne – er farens nedgøren af sønnen. Hvordan kan man have tillid til en far, der ydmyger en, gør grin af en, udleverer en – og så siger at han elsker en?

Det er en slags udviklingsroman, der følger Tue fra ca. 12 år til han bliver ca. 18, men ikke i en direkte fortalt historie. Den består af episoder, beskrivelser af familiebegivenheder, hvor forholdet mellem familiemedlemmerne præciseres. Men henad vejen modnes drengen, for dum er han ikke – bare usikker og derfor spiller klassens klovn.

Thomas Korsgaards debutroman er velskrevet uden at være prangende i sproget, den er skrevet lige ud af grusvejen med en meget velfungerende dialog.

Jeg fandt det en lidt svær bog at læse p.gr.a. de deprimerende liv, den skildrer, og et par gange måtte jeg simpelthen lægge den fra mig og læse noget andet. På mange måder minder den mig om min barndom i 1950’erne i en flække på Djursland, men handlingen er nutidig.

Der er så dejligt ude på landet, og der summer af sol over engen her, hvor jeg i skrivende stund sidder, kun få km fra Nørre Ørum. Solen er brudt igennem efter et par dages grå/regnvejr, skoven står lysegrøn og mælkebøtterne skriggule. Her råder kun fred og venlighed, men hvad ved jeg om hvad der sker for enden af verdens længste grusvej. Det ”udkantsdanmark”, Korsgaard skildrer, genkendes måske af nogen, men ikke af andre. Folk, jeg kender på egnen, siger at det er verdens bedste sted at bo – måske undtagen lige de foråsdage, hvor gyllesprederne har travlt.

Ifølge dagspressen er ikke alle lige enige i, hvad der skete i forfatterens barndomshjem. Selv siger han dels at det er selvoplevet og dels at det er fiktion. Hans søskende kan ikke genkende hans oplevelser, og det har der været en del skriverier om i pressen. Så meget at Skive Bibliotek besluttede at aflyse et arrangement med forfatteren og afholde det på et tidspunkt, hvor gemytterne forhåbentlig var faldet lidt til ro.

Enhver barndom adskiller sig vel fra de andres, og det er måske den ældste, der må slå de største slag. Men man mener måske også ”at det er en dårlig fugl, der skider i sin egen rede” for at blive i bogens talemåde-verden.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Lindhardt & Ringhof, 2017. 314 sider

Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget

Se også mine anmeldelser af

En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard
Bliver alting godt, fordi man kommer til penge og får nye havemøbler? Tilsyneladende ikke. Endnu en stilsikker roman om livet på landet fra sidste års debutant

Tyverier af Thomas Korsgaard
Letlæst, men sent glemt novellesamling om de eksistenser, der har det så svært i vort moderne samfund