Anmeldelse: Jul hos Peddersen af Sven Nordqvist

Bogens forside

Finurlig billedbog om hvordan julen blev reddet for Peddersen og hans kat Findus.

Det ser sort ud for Peddersen og hans kat Findus denne jul. På grund af hårdt vintervejr har de kun lillejuleaften til alle juleforberedelserne – hente juletræ, pyntegran, handle, bage julesmåkager, hugge brænde, pynte op osv osv, så de har travlt. Peddersen starter med at skovle sne, at kunne komme frem til udedasset og brændeskuret er vigtigt. Findus ser på, men deltager ivrigt i hentning af gran. På vej hjem med pyntegran snubler Peddersen, falder ned på kælken med pyntegran, der suser ned ad bakken. Dét her er sjovt, synes Findus, dog finder han det mindre sjovt, da det viser sig at Peddersen er kommet til skade og ikke kan støtte på det ene ben. Dvs han kan ikke handle, ergo får de ingen julemad, han kan ikke gøre rent, han kan ikke hente juletræ, han kan ikke komme op på loftet, hvor julepynten ligger. Ved hjælp af grangrenene får de rigget et juletræ an og pyntet det med forhåndenværende genstande, men det er alligevel den rene jammer. Julemenuen må bestå af gulerødder og risengrød kogt på vand. Findus er fortvivlet.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, naboerne får nys om katastrofen og strømmer til med alt hvad der skal til en svensk jul: ludfisk, skinke, pølse, risengrød, brune kager, juleøl og meget mere. Og de bliver budt, og en hyggeligere jul kunne ingen huske.

Nu har jeg jo røbet handlingen, men det er ikke på grund af den, jeg læser denne billedbog hver jul, selv om den jo er meget opbyggelig – jeg har selv denne jul været taknemmelig for gode naboer. Det er på grund af Sven Nordqvists fantastiske illustrationer. Man holder af Peddersen med det strittende hår og skæg, endnu mere af katten Findus, der altid er fuld af skøre påhit. Og man kan kigge billederne gang på gang og finde nyt, for alle mulige sære væsner gemmer sig rundt omkring i færd med de besynderligste gøremål.

Nordqvist har udgivet en række billedbøger om Peddersen og Findus, og jeg kan anbefale dem alle, man smiler, klukker, gnægger, fniser eller skraldgriner alt efter temperament.

opslag

Lånt på biblioteket

Sven Nordqvist: Jul hos Peddersen. Carlsen, 1989. (billedbog)
Originaludgave: Pettson får julbesök. Opal, 1988.

Adventskalender 2023, 4/4
Tidligere adventskalendere 2023:
Adventskalender 2023, 3/4: The last Devil to Die af Richard Osman
Adventskalender 2023, 2/4: I cirkelns mitt af Arne Dahl
Adventskalender 2023, 1/4: Krigsdagbøger 1939-1945 af Astrid Lindgren

1 comments

Skriv en kommentar