For ti år siden stiftede jeg bekendtskab med en nordmand ved navn Andreas Doppler, og han var en åbenbaring. Nu har jeg mødt ham igen.
Første gang var han den meget kompetente familiefar, medarbejder og samfundsstøtte, der er styrtet med sin Mountain-Bike. Da han kommer til bevidsthed, ligger han og kigger op i træerne og beslutter at vende ryggen til den såkaldte civilisation og leve i pagt med naturen – i Nordmarka, et naturområde i Oslos udkant. I næste bind, ‘Volvo Lastvagnar’, tager han sit show “on the road” sammen med elgkalven, Bongo, og sin fireårige søn, Gregus. De vandrer østpå og ender i de svenske skove. Den bog var jeg ikke helt så begejstret for.
Så det var med en pæn portion spænding, jeg forleden gav mig i kast med tredje og formodentlig sidste del af trilogien om Doppler, ‘Enden på verden som vi kender den’.
Doppler har tidligere sendt Gregus hjem for at gå i skole, og nu sætter han Bongo i pleje hos en hjorteentusiast og vender hjem til familien i det hvide hus. Han vil igen være noget for sin familie, han vender simpelthen hjem. Så enkelt er det. Men hvis han havde troet, at de stod med åbne arme og brede smil, måtte han tro om igen. Der er ingen hjemme, midt på dagen er almindelige mennesker jo på arbejde, i skole eller i børneinstitution. Og ikke nok med det, huset er malet blåt, og der står et nyt navn på postkassen, Egil Hegel.
Doppler flytter resolut ind i et fyrretræ i haven og begynder at udspionere familien, fast besluttet på at udmanøvrere usurpatoren og generobre sit domæne. Det lykkes, Doppler rykker ind i ægtesengen, og Egil Hegel rykker ud i kulden – dog ikke fyrretræet, han har nok bedre forbindelser.
Nu er alt idel lykke, og dog. Børnene behandler ham som en fremmed, og efterhånden har, Solveig, hans ægteviede svært ved at skjule sin utålmodighed. For han kan da ikke blive ved med bare at sidde i sofaen? Jo, det kan han tilsyneladende, for han har svært ved at indse at man ikke kan være en fri sjæl og have alle civilisationens bekvemmeligheder samtidig.
Efter min mening er Solveig alt for tålmodig, jeg havde ikke fundet mig i at have ham siddende foran tv’et dag ud og dag ind og tømme køleskabet, men en dag går han over stregen, da han går til kamp mod unødvendige statussymboler. Verdens ende er jo alligevel lige om hjørnet, der er tydelige tegn, som han samler på, men han kan ikke rigtig samle tilhængere, som han kunne i Nordmarka.
‘Enden på verden …” er 100 sider længere end ‘Doppler’, efter min mening burde den have været 100 sider kortere. Alle Dopplers faser er udpenslede til bevidstløshed, og det krævede stor overvindelse at læse bogen færdig.
Bogen er læst delvis på norsk, delvis på dansk.
Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den.
Gyldendal, 2016. 277 sider.
Oversat fra norsk af Susanne Vebel efter ‘Slutten på verden slik vi kjenner den’. Cappelen, 2015
Se også min anmeldelse af ‘Doppler’ på Litteratursiden:
Doppler af Erlend Loe
“Vi bliver født alene, og vi dør alene. Man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst.” Igen en flot norsk roman om livets værdier
Bøgernes labyrint 